Hans Jørgens familiehistorier

– som fortalt til slægtsfesten på Sejerborg 3. juni 2000.

For nogle år siden da Eva og jeg var i Slettestrand, kunne vi ikke starte bilen. Det ender så med, at vi får fat på Falck fra Brovst, så bilen kunne komme på værksted i Aalborg, og da jeg jo skulle med, tænk – så får jeg lov til at komme ind og sidde i førerhuset ved siden af Falckmanden, ak ja de gode ting her i livet kommer mange gange for sent.

Da vi når Tranum, har Falckmanden ikke sagt et ord til mig endnu, så jeg tænker jo, hvad er der galt, de plejer sgu da nok at ville snakke de folk fra Hanherred om ikke for andet så for, at de kan få noget at vide, nysgerrige som de er.

Så er det, jeg kommer i tanke om, at det først han gjorde, da han kom, det var at se efter, om der nu var benzin på bilen – så han må jo have troet, jeg var københavner, så det er derfor, han ikke vil snakke med mig. Det får mig til at sige: “Ja – jeg er jo ellers født i Vesløs.” Hvortil han svarer: “Jamen, det er der jo så int nøj aa gør ve.” Og det synes jeg, det skal I vide, alle jer som er blevet gift med en, som har sine rødder i Vesløs – der er ikke noget at gøre ved det.

Lad os starte ud fra Vesløs, det har jeg gjort før. Der var jo ikke arbejde til alle, der blev født der – der var jo nogen, som fik en hulens masse unger. Det var så de ringeste, de sendte ud, men vi blev de bedste, hvorhen vi kom.

Apropos de mange unger skrev forfatteren Umberto Eco i anledningen af årtusindskiftet en artikel, hvori han fremsætter den profeti, at begrebet “søskende” snart helt vil forsvinde, idet vi i Vesten får stadig færre børn, og i Kina er det kun tilladt at få et, så det nye årtusindes børn vil ikke længere vide, hvad det vil sige at have en bror eller en søster, og alene det lyder selv for mig, som har haft mange, uhyggeligt, men det helt forfærdelige må da være, at så vil der heller ikke længere være onkler til.

Fætter- og kusinefester vil ikke kunne finde sted for ikke at tale om familiefester som vores farverige Graafester. Det var så vidt jeg ved de to Loner- gl. Lone og bank Lone, der fik ideen og tog initiativet til den første fest på fars 100 årsdag. En strålende ide og en glimrende fest.

Sidst vi mødtes også til en herlig fest var så i Himmerlandscentret hos dynestiet Larsen, og det tyder alvorligt på, at vi efter denne her fest, som Eva og jeg har glædet os til at deltage i, kan sige alle gode gange tre.

Var det hingstebedækningen, der inspirerede?

Disse store familiefester har jo sit udspring i, at mor og far fik en hel redefuld unger. Hvorfor gjorde de så det? Det har jeg gjort mig mine tanker om.

Avlsarbejdet interesserede far, han havde bl.a. til tider både hingst og tyr, men aldrig en orne – det har han nok syntes var noget griseri. Engang var hingsteforeningens store jyske hingst opstaldet hos os, og med den foretog far bedækningsture ud i omegnen. Jeg var med engang, turene foregik med hingsten spændt for jumben, og det gjorde bedækningen også, far og jeg stod dog af. Det var lidt af en kunstig befrugtning, der vel nærmest svarer til en gang nutidig autosex for mennesker.

Senere fik vi en rigtig flot frederiksborghingst, så flot at hopperne kom til os, nydelige hopper striglet og børstet, nogle med pagehår og alle med hestehale. Men så kunne der ske det besynderlige, at uanset hvor flot hoppen var, så var hingsten slet ikke interesseret. Der var det så, at jeg kom ind i billedet, idet der blev råbt: “Hans Jørgen, frem med Musse”. Musse var en islænderhest jævnaldrende med Olav og har vel på det tidspunkt været en snes år, i hvert fald var den en gammel mølædt krikke, men den kunne sætte hingsten op. Det gjorde den så og blev så sat i bås igen, mens hingsten fik afløb på hoppen. At jeg her fortæller om gamle Musses sex appeal, er til trøst for mine aldrende niecer.

Jeg forestiller mig, at mine forældres iagttagelse af deres husdyrs forplantningsproces kan have virket inspirerende på dem, derfor de mange unger – husk på de havde også kaniner.
Mor har været gravid i 9 ¾ år, jeg har aldrig hørt hende beklage sig over det, men tværtimod hørt hende sige, at hun da havde fået meget ud af livet – sikkert en galgenhumoristisk bemærkning – humor er godt – galgenhumor er noget nær løkken.

Ni trekvart års graviditet

Nu bør jeg jo som nr.11 ikke beklage mig over mine forældres vedholdenhed, og min omgangskreds bør da slet ikke. Men jeg kunne nu godt have undt mor, at hun havde brugt nogle af de 9 3/4 år til også at have fået noget mere ud af livet på en anden måde. På det pensionat i Brønderslev som jeg spiste på, da jeg stod i lære, spiste også en blind børstenbinder, som hed Imer, han stammede fra Klim. Han fortalte mig, at mor var det smukkeste, han havde fået lov at se, inden han mistede synet som ung. På billedet man ser, hvor smuk hun var. Det er denne mutte skønhed, der går igen hos mange af jer, mine kære gråmejser.

Barberritualet

Portræt af min fader: Flot dragon, kontant person, som brugte nogle af sine talenter uden for gården bl.a. i slagteriets bestyrelse og som vurderingsmand i kreditforeningen med uvurderlige hjælp af mor til skrivearbejdet.

Mange gange skulle far så på farten. I forberedelserne indgik hans fantastiske barberingsceremoni. Først stillede han en af de vel nærmest terningformede margarinedåser på køkkenbordet, oven på denne anbragtes så en høj cylinderformet bolsjedåse. Begge dåser lod han hente inde fra spisekammeret, thi deres primære funktion var at tjene som kagedåser. Op af denne dåseopstilling anbragtes så på skrå et rektangulær spejl med gulmalet ramme, som normalt hang på et søm i soveværelset. Imens varmede mor vand over ilden på komfuret, som hun så bragte ham i et hvidt emaljeret fad. Derpå satte far sig på en taburet foran spejlet, foldede skjortekraven ind under skjorten, så den ikke skulle blive våd, og barberingen kunne påbegyndes. Far brugte barbermaskine, der havde afløst den barberkniv, som han nu brugte til at kastrere smågrise med, barbersæben var formet som en lille cylinder og blev påført skægget med en barberkost.

Skulle far med toget, ringede mor til stationsforstanderen ved togets afgangstid og bad ham holde toget tilbage, da Graa skulle med. Ude på gårdspladsen nær døren stod jeg klar med cyklen, så far lige kunne springe på og træde i pedalerne ned til stationen med sine udadvendte tæer (som man jo får ved at spise eller barbere sig ved et ikke fodfrit køkkenbord)

Kort efter krigen fik DFDS et nyt skib til Esbjerg–Harwich ruten. Det var Danmarks første handelsskib med radar, det havde jeg læst om i Thisted Amts Tidende, og da dette skib skulle sejle en mængde dansk bacon til England, blev bl.a. bestyrelsen for Thisted Andels Svineslagteri heriblandt far inviteret til Esbjerg for at se skibet. Da far kom hjem, spurgte jeg interesseret: “Så du så den radar?” Svaret var: “Hva for en dar?”

Under krigen var jeg selv med far i København på en af hans rejser. Vi var med nattog fra Aalborg og måtte grundet sabotage på banelegemet gå over den forholdsvis nye bro, man nu kalder den gamle Lillebæltsbro. Vi boede hos KP i Eckersberggade, hvor han havde en lille lejlighed i et af de hyggelige rækkehuse med tilhørende meget lille forhave. Når vi så kom hjem fra byen om aftenen, standsede far op ved fordøren og sagde: “Hvans a ka vel godt pes her?” Selv om kvarteret blev kaldt kartoffelrækkerne, tror jeg nu ikke, KP syntes, det lige var sagen.

Far kunne godt lide at køre stærkt, ja han var faktisk noget af en fartbølle, så den fik ikke for lidt, når han havde fået spændt Musse for jumben. Mor var ikke udpræget farttosset, så hun havde det med at blande sig i kørslen, når hun syntes, det gik lige vildt nok for sig. Så lød det fra far: “Hvem har tømmen?” Er der sket det samme i kanen som i jumben? Har mor også der prøvet på at dæmpe det vilde ridt og så fået spørgsmålet: “Hvem har tømmen?” Er jeg mon et resultat af en løbskkørsel?

Nu har det selvfølgelig heller ikke været let dengang at skaffe sig svangerskabsforebyggende midler på en for en gårdejer anstændig måde. Men når man i hovedstadsområdet altid har kunnet springe af i Valby, eller hvis man var meget forsigtig i Roskilde, så må det da i Vesløsområdet også have været muligt at springe af i enten Tovsig eller Tømmerby alt efter fra hvad side, man kom.

Men forklaringen på de mange unger er måske simpelthen den, at far har været en af Wolle Kontes, som han mente, vi unger var, når vi bar os kluntet ad. Dvs. mine forældres forhold var, langt før den blev lanceret, underlagt Murphys lov, som lyder: “Hvis noget kan gå galt, så går det også galt.” Nå, men efter omstændighederne (om jeg så må sige) har jeg været glad for at være den mindste af 11, hellere det end enebarn. Lykketoft, Kurt Thorsen og Poul Nyrup er levende beviser på, at det mildest talt kan få katastrofale følger.

Tulle, det 5. barn i flokken, omskrev engang omkvædet i Ti små cyklister til:

Der var én, der var to, der var tre, der var fir`,
der var fem små søde børn,
der var seks, der var syv, der var otte, der var ni,
der var ti og så Hans Jør`n.

Ak ja – nu synger vi snart på sidste vers, borte har taget de otte – havde vi ikke været så mange, så havde vi ikke slået til. Jeg savner dem hver for sig, og jeg savner flokken. Lad os mindes dem, ikke med stilhed, nej med historier.

Ebba

Ebba blev som den første i flokken lidt rund i det, hun skulle jo ikke slås om patten. En aften, hvor vi besøgte Ebba og Berg på deres gård ved Horsens, var Lene på 5-6 år med. Deres søn Svend sad under kaffen og pillede ved et eller andet. Det irriterede Ebba, og hun bad ham flere gange om at holde op, men han blev ved, og så råbte Ebba: “Hold op eller a bijer dæ.” Det hjalp sgu. Da vi kørte hjem, spurgte Lene: “Far, hvis han ikke var holdt op, tror du så, hun havde bidt ham?” Ebbas og Bergs barnebarn Margit boede som lille en tid lang hos dem, hun forsødede deres tilværelse og skænkede mig følgende lille søde historie: Jeg var lige trådt ind ad døren hos dem, da Margit spørger: “Bedstefar, skal du til Horsens?” “Nej da”, svarer Berg og spørger: “Hvorfor troede du det?” Og Margit svarer: “Jo, du renser negle”.

Søster

Søster nr.2 i rækken kom en dag anstigende med en bankmand, som kaldte hende Ingse, og det lød jo mistænkeligt, så mine brødre med Reinholdt i spidsen ville lægge en fælde for ham, hvis han agtede at aflægge et natlig besøg på gæsteværelset i den hensigt der at kaste sig ud i et førægteskabeligt forhold med hans Ingse. Hvad jeg personlig ikke kan se noget galt i, piger bør ikke hoppe lige ud i et ægteskab med samlede ben.

Efter Søster var gået til ro, sneg disse Graabrødre sig op til gæsteværelset med den store kanebjælde, som bestod af to læderpøller samlet i v-form og hver med en række klokker. Bjælden var i brug spændt på hestens gumpe, og klokkerne ringede så, når denne var i bevægelse. Denne bjælde spændte mine brødre nu fast på – nej! nej! ikke Søster gumpe, men døren til gæsteværelset.

Jeg har aldrig hørt, hvad der skete i nattens løb, men jeg gætter på, at Stie ganske rigtigt har sneget sig op i gæsteværelset, og Søster har så sørget for, at det ikke blev ham, klokkerne ringede for den nat. Da de senere blev gift, holdt Søster altid sin sti ren. Stie det elskelige menneske blev borgmester i Skjern, hvor han udrettede mange ting, bl.a. Skjern Å.

Reinholdt

Reinholdt var den ældste bror, og da Line, Lone og Olav en dag, hvor jeg sad på gulvet i stuen kun 5 år gammel fordybet i leg, kommer stormende ind trædende i mine cirkler og råbende: “Du er blevet onkel – onkel Hans – onkel Hans ha-ha”, da skulle jeg efter sigende have sagt: “Det kan Reinholdt blive.” Så let slap jeg nu ikke, der var ingen vej uden om, jeg måtte og det den ene gang efter den anden påtage mig dette, som det skulle vise sig ansvars – og byrdefulde familieombud.

Line

Svoger Gunner, som jo havde været udenlands, begyndte engang under middagen i Vesløs at stange tænder. Reinholdt lod da, som om han tog sit gebis ud og sagde: “Gunner, kan du ikke lige rense mine også?” I må tænke på, på den tid og på den egn betragtede man folk, som børstede eller stangede tænder med den allerstørste undren. Far skulle da også have pralet med, at hans døtre skam var forsynet med nyt gebis, inden han giftede dem bort.

Kaja

Kaja blev kæreste med Christian, som var 1. kommis i Brugsen, så nogle gange, når jeg blev sendt i Brugsen i en alder, hvor jeg ikke kendte forskel på aften og nat, skulle jeg have sagt til Christian i andre kunders påhør: “Jeg skulle hilse fra mor og spørge, om ikke du kom om til Kaja i nat.” Jeg kan godt huske, der blev grinet af mig, også at jeg blev flov, men jeg vidste jo ikke hvorfor.

Fashioneret som jeg var af Christians flade tud, var det mig magtpåliggende at gøre gammelmor opmærksom på den, første gang hun traf ham. Ifølge Christian ved adskillige gange kluntet diskret at pege på ham og trykke min næse flad, men forgæves gammelmor ville ikke se det. Denne næse i forbindelse med Thybomålet gjorde, at Christian kunne være svær at forstå. Engang han var i Helsingør, besøgte han Olav og Inger, og da det var på en tid, hvor ikke alle havde telefon og slet ingen havde mobiltelefon, lånte han deres nabos telefon for at ringe hjem til Kaja. Senere blev Olav spurgt af naboen, som havde hørt på: “Var han fra Rusland?”

Medens de havde købmandsforretningen i Thisted, kom Christian en morgen rædselslagende farende ind i køkkenet til Kaja, som spurgte: “Jamen Christian, hvad er der galt?” “En rotte, en rotte”, stønner Christian, og så er det Kaja siger: “Var den virkelig så stor, at du behøver at stå og holde på døren?”

Tulle

En landmand, en bankmand og en kommis som tilmed er bange for rotter er ikke lige nogle, man kan se op til, når man er en lille dreng, men så kom Tulle med Alwyn, dvs. det var nu Alwyn, som kom med Tulle – på bagsædet af en 500ccm topventilet Norton. Vi var linet op i den fine dør, vi unger der endnu var i reden med mor i front, hun i hvidstivet forklæde bunden med fin sløjfe bagpå. Vi hørte motorstøj længe før, Alwyn svang ind på gårdspladsen, hvor han så lige ville køre en æresrunde, men tænk så væltede han. Jeg kan endnu se Tulle for mig i fuld firspring over gårdspladsen – over til mor. Alwyn fik sikkert stygt bandende maskinen på højkant igen, og jeg var large nok til at se gennem fingre med fadæsen.

Alwyn faldt godt til, og han blev min helt. Tænk – han kunne køre fra Randers til Vesløs på 1½ time. Han gav mange motorcykelture, kørte bakkeløb, bar flyverhjelm, motorbriller, læderjakke, spidsbukser og bedst af alt motorcykelhandsker – dem der i tragtform gik op omkring underarmen. Kan I huske dem? De var dengang enhver drengs drøm.

Alwyn ville mig kun det bedste og rådede mig da også til, da jeg blev alene, at tage en af de unge piger på fabrikken. “Opdrag hende, stik hende 100 kr. engang imellem, så bliver hun glad, det er bedre end at tage en højrøvet konservativ kælling, de er sgu ikke til at gøre tilpas”. Da Alwyn blev ældre og begyndte at skrante, roste han mig dog for mit valg af Eva, han kunne godt se ideen i at have egen sygeplejerske. Nu er Eva jo heller ikke særlig højrøvet, hun har det snarere på den anden led.

KP

KP var begavet med visse talenter. Det er man, når man i en sang til Ingers og Olavs bryllup, om Olav der havde været cykeldragon, kan skrive: “Han fik en cykelpumpe, og det var hans gi`vær.” Det er sådan, jeg gerne vil mindes KP.

KP færdedes meget i Svinkløv Plantage, og en dag hvor han havde taget kikkert med, rettede han den oppe fra Havbakken imod Slettestrand. Og hvad skuer hans øje, som han selv sagde: “Jeg ville have set et fiskerleje, men så et samleje.” “Det er løgn”, sagde jeg. “Nej gu er det ej, jeg så det jo sort på hvidt”, sagde han så.”Sort på hvidt, det er noget på tryk”, sagde jeg.  Men så sagde KP: “Hannen var en neger”. Der har denne morian gået med sin pige langs stranden og har så taget hende op i en klitgryde, da han følte, hun var grydeklar og således gjort min bror til sortseer.

Holger

Arnestedet “Kirkely” blev overtaget af Holger og Kirstin. De var meget gæstfrie, og Kirstin laver god mad. En dag vi sidder og nyder den gode mad i spisestuen hos dem, spørger Kirstin, om vi ville have en portion suppe mere. Det ville vi selvfølgelig gerne, også Holger, men da Kirsten kommer ind med den nye portion til ham, da får han et udtryk i ansigtet, som sad der en skrubtudse i tallerkenen. “Jamen Holger, hvad er der galt?” spørger Kirstin. Og Holger svarer: “Du ku vel ha tent, a sku ha hat nøj mere tyn”. Ak ja – det var nok ikke altid let at følge Holger gennem tykt og tyndt.

Lone

Line og Lone – navnene står til hinanden. Det gjorde de også som Fy og Bi, som de også lignede, når de klædte sig ud. Tænk, de kunne finde på en mørk vinteraften at sende mig lille dreng i forvejen ned på stationens venteværelse, for at jeg der skulle sætte mig blandt passagererne til det sidste tog mod Thisted. Derpå gjorde de så deres entre som høj, tynd mand og tyk, lille kone, gik hen og studerede køreplanen på væggen og gjorde derpå deres sortie. Min opgave bestod i at registrere og senere berette for dem om publikums reaktion, som var larmende tavshed.

Olav

Olav blev mejerist og var en tid ansat hos Hesselager Is på Fyn. I sommeren 1947 cyklede jeg over til ham, man kører gerne et stykke vej for en is. Der var godt nok langt, men jeg spiste så også is, til jeg brækkede mig.

Senere får Olav arbejde i Kolding, og han flytter med Inger ind i en lille lejlighed på 4. sal med lokum i stuen – altså stueetagen, inde under trappen, i et mørkt hul. Når man skal ned ad så mange trapper og senere skal op ad dem igen for at slå en slant, så kan man holde sig længe, men så skal man altså også. Det skulle Inger så også en dag, hu – hej ned ad trapperne, kjolen op bukserne ned, bakker ind, sætter sig – på skødet af viceværten. Det skulle ikke komme bag på hende igen, så næste gang hvor hun var sent på den, så mærkede hun lige efter med hånden, var der nogen på spanden? Nej – men der var top på!

Olav var en meget tavs mand, og så sker det, at han en tid helt mistede stemmen. Da hans datter Marianne fortæller om det til kusine Helle, så spørger Helle: “Hvordan fandt I egentligt ud af det?”

Lone

Lone og Finn skal vi gudskelov ikke mindes, men jeg vil slutte af med at mindes et gæstebud i anledning af deres guldbryllup.

De var lige kommet hjem efter at have fejret sig selv på en af deres udenlandsrejser, jeg tror, det var til Kenya. Men deres børn ville da også gerne fejre dem, så sammen med dem lægger Eva og jeg, som også gerne vil fejre dem, en skummel plan. Ifølge planen inviterede Eva og jeg dem til frokost hos os i sommerhuset, idet vi dermed troede vi havde sikret os, at de så ville være anstændigt påklædt, trods alt kommer de anstigende i træsko. Da de kommer, står jeg og venter på dem udenfor med en plasticpose i hånden og beder dem køre med mig ned til fiskemanden for der at hjælpe Eva med at vælge fisk ud. De blev kørt til Rønnes Pensionat, gjorde de, hvor deres børn og børnebørn samt Eva stod og tog imod. Så gik der en prås op for dem, og typisk nok så smækker Lone mig en lussing – den man elsker tugter man.